Brødrene Langballe og Krarup har givet udtryk for at kirkens præster ikke skal politisere. Egentlig er jeg enig med dem - de er de værste til at tage kristendom som gidsel i deres politiske anskuelser.
Det er åbenbart OK.
Så er der nogle præster, der har fundet ud af, at der er Irakiske asylansøgere, der behandles dårligt, fordi de ikke vil hjemsendes til et land i opløsning, og hvor der er flere civile, der dør dagligt, end da diktator Saddam sad ved magten. Præsterne giver udtryk for, at det ikke kan være i orden at behandle mennesker på en måde, der åbenbart presser dem i en situation, hvor en overvældende frygt allerede har sat dem under maksimalt pres.
Det er muligt, at kirken ikke skal tage sig af den slags sager. Kirken har tit været kritiseret, når den sagde fra overfor undertrykkelse, nød og menneskelig fornedrelse. Den tyske kirke kritiserede medlemmer, der sagde fra overfor nazisternes handlinger, og den officielle russiske kirke kritiserede medlemmer, der sagde fra overfor kommunisternes handlinger.
Og nu kritiseres medlemmer og præster i folkekirken for at sige fra overfor handlinger, som FNs flygtningehøjkomissariat tager afstand fra. Kirken må ikke sige fra, da det er politiseren.
Men kirken politiseres først, når den ikke må udtale sig om uretfærdighed og mennesker i nød. Saa ophører den med at være folke(ts)kirke og bliver magthavernes kirke - uanset højre og venstre.
